Leif Davidsen hjemme på besøg

Tekst: Dorte Eldrup Feldskou
Foto: Ove Syberg og Ida Sejer Clausen
Dato: 28-09-2016

 

Selvom han nær ikke havde fået lov at bo på campingpladsen…

 

Leif Davidsens campingvogn på Nordfyn
Leif Davidsen voksede op i Bogense - og hans nyeste bog foregår bl.a. på Kystcamping i Bogense, hvor campingvognen er klar 

 

Den berømte journalist og bestsellerforfatter Leif Davidsen voksede op i Bogense. Med sin nyeste bog Djævelen i Hullet, der udkommer 30. september, kommer han for alvor tilbage til barndomsbyen og lader en del af handlingen foregår i Bogense - nærmere bestemt på Kystcamping Bogense. Men det har længe været en hemmelighed - før ejerne af Kystcamping fik en lidt mærkelig henvendelse. Heidi og René på Kyst Camping Bogense blev for noget tid siden gentagne gange kontaktet af en meget insisterende mand, først på mail, hvor han spurgte om Leif Davidsen måtte overnatte på campingpladsen fra den 26.-27. september. Det blev et klart nej fra Heidi og René, der ikke lige umiddelbart vidste, hvem Leif Davidsen var, for det var efter sæsonen, og pladsen var lukket ned. Han måtte hjertens gerne komme inden den 19., hvor pladsen lukkede for i år. Men det kunne ikke lade sig gøre, bogen skulle jo lige være færdig først…

Der gik et par dage, hvorefter Heidi og René blev ringet op af den meget insisterende mand, der igen spurgte til, om ikke godt det kunne lade sig gøre, de havde ikke brug for så meget plads, og hvis de bare havde adgang til et enkelt toilet, så gik det. Han forklarede også, at noget af bogen foregik på den dejlige campingplads, og at det derfor var ret vigtigt, at de kunne bo lige der, når de skulle snakke med journalister. Så overgav Heidi og René sig, og Leif fik lov at bo ved dem – og det er de glade for.

 

René fra Kyst Camping Bogense fik travlt, da Leif Davidsen fik campingvognen placeret hos dem
René fra Kyst Camping Bogense fik travlt, da Leif Davidsen kom forbi med sin campingvogn

 

”Leif kom med den fineste lille campingvogn, flot dekoreret med udsnit af breve stilet til Laila på Kyst Camping Bogense – det er altså god markedsføring!” siger René smilende. ”Det var en rigtig fin oplevelse at have dem boende her. Jeg har lavet rigtigt meget kaffe, og jeg har åbnet bommen mange gange, men derudover har jeg ikke deltaget i mediestormen”.

Heidi har derimod snakket lidt med Leif, og det viser sig, at Leif har været en ivrig læser af Heidis blog som research til bogen. Han har også været på besøg ’undercover’, både i Bogense og på campingpladsen for at få detaljerne på plads. Leif Davidsens besøg i Bogense har givet meget presseomtale - så nu er spørgsmålet, hvor mange læsere der kommer på besøg for at se lokaliteterne fra bogen.

Leif Davidsen på rundtur i Bogense
Leif Davidsen var også på rundtur i Bogense sammen med Palle Pedersen fra Nordfyns Museum

 

Læs mere om Leif Davidsens nyeste bog

Læs mere om Kystcamping Bogense