Kvalitetsbevidst ’golfer’ på Nordfyn

Green, tee, buggy, birdie – kender du disse udtryk, har du måske bevæget dig en smule i golfens univers, hvis ikke, kan du få udvidet din horisont, ligesom undertegnede gjorde, da vi slog vejen forbi Langesø Slotsgolf, der ligger omkranset af smuk natur og historiske faciliteter. Læs anden og sidste del af vores miniserie om Nordfyns golfsteder.

Af Lene Hindsgaul Nielsen
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fotos: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
26-03-2015


En passioneret golfentusiast

Som skrevet i sidste uge, er den udsendte journalist og den udsendte fotograf ikke de mest garvede ud i golfens fagre verden, men vi må fastslå, at efter et besøg hos Langesø Slotsgolf, er vi blevet en kende kyndigere og en del rigere på flere fagtermer inden for golfens felt. Til spørgsmålet, om golfbane-ejer, Hans Berner selv besidder en naturlig interesse for golf, var det beskedne svar: ”Det kan man sige”. Og så var der ligesom lukket op. Før vi fik set os om, var vi kommet omkring regler, betegnelser og udtryk for ikke at nævne en rundtur på Langesø Slotsgolfs store areal.

Langesø Slotsgolf blev opstartet i 2005, da en gruppe mennesker ønskede en golfbane på Nordfyn, hvorfor Langesø blev kontaktet. På daværende tidspunkt var der kun blevet givet tilladelse til at etablere ni huller. Det gik godt de første par år, men grundet finanskrisen, stoppede det hele op en rum tid. Efter at have trådt vande en periode og arbejdet på at få det hele op at køre igen, er det lykkedes at få tilladelse til at udvide golfbanen ud i en fredsskov med yderligere ni huller, hvilket ellers sjældent sker grundet den enestående natur.

Direktør Hans Berner


Kvalitet frem for kvantitet

Hans går højt op i, at golfbanen er af bedste kvalitet, hvorfor det også ærgrer ham ekstra meget, at golfbanen for nogle uger siden blev udsat for hærværk, hvor en bil havde kørt rundt på en endnu ikke indviet green og lavet hjulspind. Det var, forståeligt nok, en sag, Hans var rigtig træt af. Med en hurtigt indsats og renovering af området ser feltet allerede nu fint ud, og om tre måneder vil der ikke længere være noget at skimte af ødelæggelserne. Det er efterhånden et stigende problem, at hærværk hærger Langesø, hvilket er en skam, da det er et sted, der ellers giver rig mulighed for at nyde et fredfyldt og smukt naturområde.

Hans går, som skrevet, ikke ned på kvalitet. Hans ønske er, at det skal være en oplevelse at besøge området. Både i forhold til naturen og faciliteterne. Udvidelsen kunne godt være udført billigere, men Hans fortæller, at de har vægtet kvaliteten meget højt, og de er ikke gået på kompromis. Dette har de gjort i respekt for både opbygningen, men også naturen. Vi forstår, hvad han mener, da han tager os på en tur rundt for at se de forskellige korridorer. Banen ligger på meget store arealer, så man har ”sit eget” golfhul, hvor man uforstyrret kan spille. ”Det er noget, man ellers kun ser på de meget store golfsteder rundt omkring i verden,” forklarer Hans tilfredst. Hvis vi ikke vidste bedre, ville man have forestillet sig, at bakker og korridorer var formet af naturen selv, men der ligger mange arbejdstimer- og kræfter i anlæggelsen af banen. For at højne kvaliteten har Hans fået en banearkitekt og en skotsk entreprenør, der begge er anerkendte og dygtige, og som udelukkende anlægger golfbaner, til at anlægge banen ved Langesø. Ideen er, at inden for de næste tre år, når banen er groet helt til, så vil man tro, at banen har ligget der i 100 år.


Andet end en habil golfspiller

Selvom golfbanen med sikkerhed optager en stor del af Hans’ tid, så er der også andre områder, der har hans interesse. Blandt disse er mountain biking, som efterhånden begynder at vinde frem i Danmark. Det bakkede terræn ved Langesø gør det sjovt og udfordrende for mountainbike-entusiaster at køre rundt i, hvorfor Langesø er et yndet område at tage til. Det er endda sket, at folk kommer helt fra København for at få lov at køre i de fantastiske omgivelser. Det er også muligt at opleve historiens vingesus ved at leje én af slottets ferieboliger.

Derudover er Langesø jo som sikkert bekendt også kendt for traditionelt skovbrug med løvtræer og nåletræer samt dyrkning af juletræer. I den forbindelse bliver der holdt forskellige messer, blandt andet Langesø-messen og Skov- og Teknik-messen.

Hans skal desuden senere på året deltage i Team Rynkeby, hvis formål er at samle penge ind til børn med kræft og deres familier, hvor der skal tilbagelægges 1200 km.

Hvis du er interesseret i at se den nye bane, er der banevandring d. 29. marts klokken 10.00.


Læs mere her www.langesøslotsgolf.dk