Kunsten på Nordfyn

Er en branche vi ikke har skrevet så meget om. Og ja, der findes faktisk megen kunst her på Nordfyn. Der er mange gallerier, og der er mange udøvende kunstnere. Fælles for dem er at de gerne vil leve af deres kunst, og de er derfor i høj grad også en del af det nordfynske erhvervsliv.

Nordfyn Erhverv har besøgt tre af disse spændende steder. To med ejere der er kunstnerisk skabende og et stort galleri. De er alle tre optimister og deres salg går rigtig godt. Så ja, det kan vi også på Nordfyn.

Tekst og foto: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
28-05-2015


Kunstgården

Kunstgården er et multigalleri med mange forskellige kunstgenstande. Det være sig malerier, skulpturer, brugskunst og meget andet. Den drives af Tina Larsen, med hendes mand som en solid back up. ’’Det er også nødvendigt,’’ proklamerer Tina.

Hun fortæller at det er skiftende kunstnere der udstiller, og at det både er kunstnerne selv der henvender sig, ligesom Tina også er opsøgende for at få nye ting inden for dørene.

Kunstgården blev startet i 1968 af Ellen og Carl Erik, som havde den frem til 1990. Derefter overtog Tinas svigerforældre galleriet, dog i samarbejde med Tina og hendes mand. I 2006 overtog Tina og hendes mand så Kunstgården.

Tinas interesse for kunst stammer helt tilbage fra tiden med Ellen og Carl Erik. Hun kom allerede på besøg dengang, og selvfølgelig også da hendes svigerforældre overtog. Så det er en mangeårig kunstinteresse der ligger bag.

Der er over 50 forskellige udstillere på kunstgården, og de kommer fra hele landet, så der er en rig repræsentation.

Galleriet indeholder også en stor cafe, hvor der kan afholdes forskellige arrangementer med forskelligt indhold, der som oftest afsluttes med kaffe og kage. Folk der kommer ind fra gaden benytter også cafeen som slutdestination efter et besøg i udstillingslokalerne.

Tina er optimist og siger at det går godt. Hun ved ikke præcis hvor folk kommer fra, men gætter på at en del faktisk laver besøget som en udflugt og kommer langvejs fra. Ligesom mange turister også finder vejen forbi.

Der er ikke planer om større ændringer i den nærmeste fremtid, udover at der selvfølgelig hele tid skal nye ting på hylderne, så galleriet fremstår som et levende sted.

Markedsføringen af Kunstgården foregår primært gennem de trykte medier, men de er meget opmærksomme på de sociale medier, og bruger da også Facebook. Men måske er mere på vej.


Billedhugger Lisbeth Kragh Olsen

Lisbeth holder til på Østre Havnevej i Bogense. Her er en lille udstilling af hendes værker i marmor. De øvrige skulpturer står på udstillinger rundt omkring i landet. Her er ligeledes Lisbeths ’’skaberrum’’, hvor hun laver de små prototyper af hendes fremtidige værker. Da det jo er marmor Lisbeth arbejder i, kan de endelige værker ikke forarbejdes på stedet. Det kræver nemlig kraftigt værktøj, udsugning og andet udstyr, så det foregår ude i hendes mands firma.

Lisbeths interesse for den skabende kunst stammer fra hendes barndom. Her malede og tegnede hun, ligesom alle andre børn. Dog ville hun lidt senere i livet gerne arbejde med børn og øvrigt socialt arbejde. Men hun kunne ikke slippe det skabende, så hun begyndte at lære om det professionelt, og var også rundt om Det Fynske Kunstakademi. Hun kom så i gang med at modellere, og var så at sige solgt til formgivning på det tidspunkt. Herefter kom Lisbeth på den "rigtige" linje på akademiet.

I en periode arbejdede hun også med maleri på Kofoed Skole i København, hvor hun lavede en skulptur til skolen, og det blev det endelige vendepunkt. Herefter begyndte hun at arbejde i marmor, gik på kurser og lærte alt om teknik og de maskiner der skal til i forarbejdningen.

Nu arbejder Lisbeth næsten udelukkende i marmor. At arbejde i marmor er lidt specielt, da der ikke er nogen fortrydelsesret. "Det kræver rigtig meget forberedelse," fortæller hun. Ligeledes er der mange processer i forarbejdningen, inden man overhovedet begynder at arbejde i selve marmoret. Det er tegninger, små figurer og ler og flamingo fra alle sider.



Lisbeth underviser også samt giver kurser. "For man skal jo have lidt at lave af," som hun siger.

Hendes kunstværker er med på forskellige udstillinger i det ganske land, og hun er nu også begyndt at blive inviteret til disse udstillinger, så der sker en konstant udvikling.

Fremadrettet drømmer hun om at kunne komme til at leve af sin kunst, og da konjunkturerne er ved at vende, tror hun det en dag vil lykkes. "Folk får jo flere penge mellem hænderne nu," fortæller hun.


Skulpturværkstedet

Det var noget af en oplevelse at møde Allan Bo og omgivelserne omkring ham på Skulpturværkstedet. Man føler sig hensat til noget for længe siden, i alt fald noget der minder om det vilde vesten med et stærkt stænk af den sidste Mohikaner.

Allan Bo laver ting i træ. Store ting med store motorsave. Skulpturer, huse, indretninger og så alt det andet. Han har lavet mange spændende ting i sin tid. Blandt andet sejlet på de syv have, men det var træet der trak. Så da han kom hjem, fandt Allan Bo og en kammerat ud af, at de skulle være skovarbejdere. Det var i 1978 og varede i ti år.

Hans far spillede harmonika og hans mor malede, så der er også en kunstnerisk åre i ham. Han begyndte også at tegne figurer, men det skulle handle om træ. Herefter begyndte han at lave skulpturer med motorsav, og det har jo taget om sig.

Allan Bo og hans kone Karen købte stedet i 1981, og som Allan Bo udtaler, ’’det lignede noget der var løgn’’. Men med lidt hjælp kom der skik på det.

Sprogforskeren Rasmus Rask har boet her, og tre kloge koner har ligeledes boet i huset. De sidstnævnte ydede efter sigende en stor indsats for lægevidenskaben på det tidspunkt.

Allan Bo fortæller ivrigt en masse anekdoter omkring historiens vingesus her på stedet.

Galleriet åbnede i 2006, og samtidig har Allan Bo arbejdet meget med træpleje, træfældning af vanskelige træer samt holdt kurser og lignende.

Karen har lavet meget i papirklip, hvilket man også tydeligt ser inde i galleriet, hvor også figurer og malerier pryder rummet mens de store træskulpturer troner udendørs.

Allan Bo arbejder for tiden meget i Københavnsområdet, hvor han laver skulpturer til Sophienholm, skulpturer til en skole samt til et bofællesskab i Albertslund. Ligeledes har han kontrakt med et stort legepladsfirma, som laver legepladser i hele Skandinavien. Kunderne finder frem til Skulpturværkstedet via firmaets hjemmeside.

Det er kendetegnende at der førhen ikke eksisterede konkurrence, men det gør der i høj grad i dag, selv på dette specielle område. Optimismen er dog ikke til at tage fejl af, og Allan Bo håber på sigt at der skabes arbejdspladser omkring projektet.