Hvorfor World Cup i cyklecross på Nordfyn?

Tekst: Ove Syberg
Foto: Diverse
Dato: 23-11-2017
 

World Cup 2017 

World Cup i cyklecross på Nordfyn var en event udover det sædvanlige på disse kanter.

Der har allerede været skrevet meget om den afdeling af World Cup i cyklecross, der blev afholdt i Bogense i søndags. Mange medier har skrevet om og vist flotte billeder af begivenheden, og lykkeligvis var det lutter positive ord, der faldt om arrangementet. Ja selv københavneravisen Politiken havde en stor positiv artikel om begivenheden.

Mange af disse medier gav udtryk for, at de så frem til VM samme sted 2.-3. februar 2019. VM i cyklecross bliver flere gange større end World Cuppen med forventet tilskuerantal på 10.000 hver dag og op til 50 mio. TV-seere i flere lande.

Ryttere, UCI og andre officials havde masser af ros til arrangementet, og det var rigtig rart at høre for alle dem, der var involveret i at få det omfattende projekt afviklet. Det er også godt at høre for dem der har lavet det kæmpe forberedende arbejde, der i sidste ende gjorde det muligt at få cykelløbet til Bogense. World Cup 2017

Alt er muligt

Men hvorfor pokker skulle vi egentlig have et sådant stort arrangement til Bogense og Nordfyn?

Fordi det er fedt at kunne trække sådanne større events til det nordfynske. NEET og andre samarbejdspartnere ville vise, at alt i princippet er muligt, hvis det virkelig er noget man vil.

Nordfyn blev eksponeret voldsomt i forbindelse med løbet. Mere end 3000 tilskuere var på plads, og heraf var der mange udenlandske gæster. Målinger viser desuden, at omkring 3 millioner tv-seere fulgte begivenheden. Flest i Holland og Belgien, altså i vores nærområde. Da vi var meget heldige med at have højt solskinsvejr, tog det hele sig fantastisk ud på tv-billederne.

I Nordfyns Erhverv og Turisme har vi en tyrkertro på, at der med dette arrangement er skabt et hav af ’’ambassadører’’, der vil fortælle positivt om cykelløbet, men så sandelig også om Bogense og Nordfyn. Det understøttes af, at skribenten mødte mange tilskuere, der sagde ’’See you again in 2019’’.

World Cup 2017

Eksponering

En af mange grunde til at lave sådan et cykelløb, er den eksponering, der i sin tur forhåbentlig kan lokke rigtigt mange turister til Nordfyn. De kunne se, hvor smukt her er, de kan se og læse sig til, at nordfynboer er dejlige mennesker, der er gode til at organisere events, og de kan se, at tingene virker her på Nordfyn. Der var tilskuere til løbet fra Sverige, Tjekkiet, Norge, Holland, Belgien, Frankrig og Tyskland, USA og flere andre lande, og de har fået et godt indtryk, som de kan fortælle videre til familie, venner og kollegaer – og mon ikke nogen af dem kommer tilbage hertil på ferie? Her er jo smukt.

Der var også mange forretningsfolk på besøg med 300 personer på plads i VIP-området. Heriblandt medlemmer af Netværk Nordfyn, kommunalbestyrelse, og mange virksomheder fra cykelverdenen. De var også vidner til et rigtig godt arrangement. Det fortæller erhvervslivet, at man på Nordfyn har et rigtig godt netværk og et godt erhvervsklima i samarbejde med Nordfyns Kommune.

Så alt i alt blev det et arrangement, der virkelig satte Nordfyn ikke kun på danmarkskortet og europakortet, men også på verdenskortet, da der er rigtig mange cyklecross-interesserede i Australien og i USA.

Derfor.

 

Læs mere

Forberedelserne til VM i cyklecross den 2.-3. februar er allerede godt i gang.

Læs mere på crossdenmark.dk og følg med på Facebook