Hvem bliver Årets Iværksætter og Årets Virksomhed på Nordfyn?

Nordfyns Erhverv og Turisme har nomineret tre virksomheder til prisen som ”Årets Virksomhed 2016” og tre nye virksomheder til prisen som ”Årets Iværksætter 2016”. Der har været et bredt felt af stærke kandidater til priserne.

”Vi vil egentlig gerne hædre så mange virksomheder som muligt, og vi må bare sige, at konkurrencen i år har været hård. Derfor ser vi alene nomineringen som en god markering af, at den pågældende virksomhed har gjort det godt,” siger direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme og fortsætter: ”Der er naturligvis kun en virksomhed, der kan vinde indenfor hver kategori. Men hvorfor skal vi ikke prale lidt, når vi nu har så mange gode kandidater her på Nordfyn?”

Årets Virksomhed 2016

De tre nominerede til Årets Virksomhed 2016 er:

  • H.E.W. A/S, Søndersø
  • Guldbjerg Maskinfabrik A/S, Skamby
  • Scandrums A/S, Søndersø

 

H.E.W. A/S

H. E. W.

H.E.W. A/S er Danmarks største totalleverandør af produkter indenfor affaldsbranchen. Virksomheden har haft succes med at udvikle egne produkter til affaldshåndtering og komme ind på nye markeder. H.E.W. A/S har bl.a. arbejdet med at udvikle vaskeanlæg til indkøbsvogne og kurve i supermarkeder. Målsætningen er nu at komme godt ind på eksportmarkederne, og så er innovation og udvikling af nye produkter hele tiden i fokus.

 

Guldbjerg Maskinfabrik A/S

Guldbjerg Maskinfabrik A/S har stor ekspertise med bearbejdelse af især rustfrit stål. Maskinfabrikken er 100% ordreproducerende og har arbejdet med meget forskelligt fra fødevareindustri til designmøbler, militærindustri og lægeindustri. Virksomheden har øget eksporten til mange lande og har ansat flere lærlinge, ligesom der også er ansat tyske elever for at styrke eksporten til de tysktalende markeder.

 

Scandrums A/S

Scandrums A/S har i 2016 fejret 40 års jubilæum med at flytte til nye og større lokaler. Virksomheden leverer emballage til enhver pris, udvikler til stadighed nye produkter og er fleksible i forhold til kundernes behov. Det giver stor succes og vækst i et meget konkurrencepræget marked. Scandrums har også øget sin eksport, bl.a. via opkøb af andre virksomheder.

 

Årets Iværksætter 2016

De tre nominerede til Årets Iværksætter 2016 er:

  • K. Sjødahl, Søndersø
  • Butik Artico, Otterup
  • Total VVS og Blik, Lunde

 

K. Sjødahl

Kasper Sjødahl startede sin egen virksomhed i sin garage i foråret 2015. Han begyndte med reparation af havemaskiner, men sælger nu også nye maskiner og robotter. I marts 2016 rykkede han til nye store lokaler i Søndersø med showroom og værksted, og Kasper er meget proaktiv for hele tiden at finde nye kunder, nye salgsveje og salgskanaler, også digitale platforme.

 

Butik Artico

Butik Artico åbnede 30. juli 2016. Butikken sælger garn og spændende tøj, der ikke er mainstream. Ejer Janni Christensen var velforberedt og havde finansieringen på plads ved starten. Hun tror på konceptet og går benhårdt efter vækst, blandt andet ved at udvikle mange forskellige events som strikkecafé, præsentation af nye tøjmærker mv.

 

Total VVS og Blik

Total VVS og Blik startede i ejer Kenneth Henriksens garage i januar 2016. Allerede to måneder efter rykkede virksomheden til nye og større lokaler, og der er fremgang og fuldt fokus på vækst. Kenneth er specialist i traditionelt blikkenslagerarbejde og kan fremstille alt i blik på specialmål, og hans koncept er at yde full service til kunden og hjælpe i enhver form for byggeri.

 

Der er mange gode kandidater – men kun en vinder. Spændingen bliver udløst til generalforsamlingen i marts måned – så husk at melde jer til, når det bliver muligt.