Her er også robotter!

Tekst: Maria Sand Johansen
Foto: Ove Syberg
Dato: 08-06-2017
 

 

Apoteker Birthe Faurschou Johansen har siden barndommen vidst, at hun ville være farmaceut. Gennem sin uddannelse fandt hun frem til, at det skulle være i apoteksvæsenet.

”Det at have med mennesker at gøre og det at rådgive, det at kunne gøre en forskel på den måde, vi nu gør på apoteket, det har altid været mit ønske,” siger Birthe.

Apoteket i Søndersø 

Fra den ene ende af Danmark til den anden for at ende i midten

I dag har Birthe Otterup Apotek og Søndersø Apotek. Rejsen hertil startede i Vendsyssel, men da det i midt-80’erne kun var muligt at læse til farmaceut i København, måtte hun trække teltpælene op og rykke østpå. Birthe var i København i 6 år, og hun afsluttede sin uddannelse med et stipendium fra EU og læste i Belgien det sidste stykke tid. Dernede opdagede hun en ledig stilling i Bolbro, som hun søgte, kom til samtale om og var så heldig at få. Birthe havde 15 gode år i Bolbro og har siden hen været på Bryggergården, i Ferritslev i en årrække og er nu her på Nordfyn. Hun arbejdede her først som souschef og søgte senere hen ansvar for hele apoteket, da det blev ledigt.

Otterup Apotek og Søndersø Apotek hører under samme bevilling. Før hed det Søndersø Apotek, og Otterup var en supplerende enhed, men det begreb findes ikke længere i lovgivningen: Nu hedder det Otterup Apotek med Søndersø som filial. Apotekerne kan fuldstændig det samme som før. Der er blot nogle ændringer i hvilket personale, der skal være. Før var der krav om, at der skulle være farmaceut til stede i al åbningstid begge steder – det er der kun krav om nu på hovedenheden i Otterup:

”I dagligdagen har jeg valgt, at vi stadigvæk har farmaceut i langt de fleste timer i Søndersø også. Det er et bevidst valg fra min side,” siger Birthe.

Birthe har slået sig ned på Fyn og er glad for at være blevet fynbo: ”Det er helt fantastisk at kunne få lov at have de apoteker, som hører til i ens egen kommune. Det synes jeg klart er en styrke.”

Nu er det blevet muligt at have endnu flere enheder, hvis blot de ligger inden for en radius på 75 km fra sin hovedenhed. Nogle apotekere vælger at være ét sted, men det kan Birthe Faurschou Johansen ikke. Hun skal have fingrene nede i suppen og være med over det hele. Som hun selv siger, er det ikke altid, hendes piger ved, hvor hun er henne – men selvfølgelig er der skemalagte dage.

 

Robotten ROWA 

Robotten ROWA er flyttet ind

I august 2016 flyttede Søndersø Apotek til nye lokaler som gjorde, at de har fået bedre parkeringsmuligheder og kom på niveau med terrænet. I samme ombæring er apoteket blevet mere automatiseret, og der er kommet en ny medarbejder: ”Vi har valgt at få en lagerrobot, som håndterer de fleste af vores receptpligtige ting og også en del af vores håndkøbsvarer,” fortæller Birthe.

Robotten opbevarer selv varerne. Den har kaoslager og det er kun den, der ved, hvor den har lagt det på hylden. ”Den finder lynhurtigt tingene og spytter det ud til os”.

”Det var helt klart fremtiden at smide en robot ind her,” siger Birthe.

Det sparer rigtig mange skridt i dagligdagen, men det har ikke betydet fyringer eller lignende. Det er svært at få farmakonomer på Fyn, så robotten er helt klart en hjælp. Dels skal varerne ikke manuelt sættes på plads på hylderne og findes frem igen – det klarer robotten. Desuden er der nogle lagertællinger, den også helt selv klarer.

Udover det er det lykkes at samle al forsendelse fra Søndersø Apotek – netop for at kunne udnytte robotten. Når der ekspederes fra skærmene, spytter robotten det valgte produkt ud. Der er to udtag ud til skranken, og det gøres på samme måde bagved.

Søndersø Apotek leverer både til private, plejehjem, læger og tandlæger. Foruden apoteksdelen har Søndersø Apotek også en veterinærdel, hvor de har en masse veterinære leverancer til dyrlæger, landmænd, minkavlere etc.

I alt er de 15 ansatte. Det er både farmaceuter, farmakonomer og ufaglærte. Desuden skal de til at uddanne elever, og pr. 1/9 2017 starter den første farmakonomelev. Farmaceuter uddannes udelukkende på universitet, hvor de har en praktikperiode: ”Det håber jeg også, vi kan blive en del af, for det synes vi, at vi har potentiale til,” siger Birthe.

Der er ingen tvivl om, at Birthe Faurschou Johansen brænder for at være apoteker og farmaceut:

”Det er det, jeg kan lide, det er det, jeg elsker,” slutter hun af med.

 

Video: Mød robotten ROWA 

 

Læs mere

Søndersø Apotek på nettet