Globalt fokus på en lokal generalforsamling

Tekst: Per Olesen
Foto: Ove Syberg

11-02-2016

 

 

Tingstedet i Søndersø dannede onsdag aften rammerne om Nordfyns Erhverv og Turismes første ordinære generalforsamling. 130 par ører og øjne oplevede formand Kent Stenvang aflevere en anderledes bestyrelsesberetning. Der blev blandt andet vist 3 underholdende og inspirerende videoer med fokus på tre fokusområder i beretningen, nemlig Nordfyns Erhverv og Turismes strategi 2021, organisationens nye domicil og behovet for udvikling såvel på de sociale medier som digitalt i øvrigt.

Ud over gennemgang af regnskab og budget var der også afsked med Anders Petersen og Frits Færløv, der ifølge aftale forlod bestyrelsen i første trin af en tretrins raket med det formål at nedbringe antallet af generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer fra 12 til 6 personer.

Prisuddeling

 

Efter generalforsamlingen var det tid til at kåre lokale virksomheder, der havde gjort sig særligt positivt bemærket i 2015.

Første pris var Virksomhedsprisen 2015, der er en pris der uddeles af Nordfyns Kommune til en virksomhed, der har vist særligt socialt ansvar og rummelighed. Formanden for arbejdsmarkedsudvalget Kim Johansen (S) uddelte et flot maleri af Malene Hammershøj til to meget velfortjente vindere, nemlig Lasse og Palle Andersen, indehavere af MENY i Bogense.

Dernæst gjaldt det Årets Iværksætter. Per Olesen kunne afsløre, at dygtighed og utrolig stærk vilje gemte sig bag årets Iværksætterpris, der derfor blev tildelt BKT Krom og Slib. Virksomheden har blandt andet på kort tid fået en miljøgodkendelse, der normalt kræver rigtig meget tid og rigtig megen vilje.

Sidst, men ikke mindst, skulle formand Kent Stenvang kåre Årets Virksomhed 2015. Det blev Jutek, der fra utroligt smukke omgivelser i Skovsgaarde driver en fornuftig forretning med eksport af traktorer til juletræsproduktion i både Europa og USA. Ikke mange juletræsproducenter er ens, hvorfor Jutek ikke arbejder med serieproduktion, men alene med ordrebetingede kundetilpassede traktorer.

Amerikansk perspektiv

 

Resten af aftenen havde amerikansk fokus. Først blev deltagerne beriget af et spændende og interessant foredrag af Kim Bildsøe Lassen, der under titlen ”Amerikansk præsidentvalg – kan vi ikke bare være ligeglade på Nordfyn” forsøgte at indvie os i amerikanernes tankegang og ikke mindst hvilke kandidater, vi kan vente os til det amerikanske præsidentvalg tirsdag den 8. november 2016. USA er en global supermagt, og den næste præsident får derfor også indflydelse på Nordfyns udvikling.

Under indtagelsen af den afsluttende lækre amerikansk inspirerede bisonmenu fra Ditlevsdal levede deltagerne flot op til et af Kim Bildsøe Lassens budskaber. Nemlig en nye trend på vej fra USA, hvor man i stedet for at være bundet af sin smartphone lægger den fra sig og dermed er nærværende, når man er i selskab med andre mennesker.