Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe kommer igen til Bogense


2007 var første og hidtil eneste gang, at de attraktive skibe besøgte den smukke havn i Bogense. Her godt 10 år efter kan vi igen byde velkommen til et superflot maritimt set-up, nemlig i weekenden den 21. og 22. juli 2018.

bevaringsvaerdige sejlskibe i bogense
Bevaringsvaerdige sejlskibe i Bogense 2007



Høj sol og passende vind er de beskedne krav, som direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme samt maritim leder Thomas Fløjborg-Lading ønsker sig for weekenden 21. og 22. juli 2018. Bogenses smukke havn er nemlig valgt som startskuddet for den traditionelle ”Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe”.


”Det kan siges meget kort” lyder det fra direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme ”Det er super, super fedt. Det er ikke første gang at vi har forsøgt at gøre vores hoser grønne. Men denne gang er det lykkedes, og der sender vi da en venlig tanke til den tidligere turistminister (Roar Møgelbjerg, red.), der har hjulpet i processen.”


Skibene ligger til kajs lørdag, den 21. juli sidst på dagen og forlader igen Bogense mandag, den 23. juli om formiddagen. Søndagen vil således blive dagen, hvor der vil være masser af aktiviteter på havnen til glæde for lokalbefolkningen og de forhåbentligt mange, mange turister der besøger Nordfyn. 


Borgmester Morten Andersen: ”Vi oplevede i 2007 at besøg af skibene og godt vejr var en ekstrem god kombination. Havnen var sort af mennesker og vi kan jo kun håbe på, at sommeren i 2018 viser sig fra sin gode side. Så er jeg nemlig ikke i tvivl om, at havnen kommer til at summe af liv og masser af spændende aktiviteter. Besøget matcher også meget flot vores fokusering på det maritime og mon ikke Det Maritime Råd vil finde anledning til at markere sig?”

Cirka 40 bevaringsværdige skibe kommer til at besøge Bogense Gamle Havn og det midt i højsæsonen:”Vi synes at besøget giver havnen og marinaen rigtig god branding.” lyder det fra maritim leder Thomas Fløjborg-Lading ”Det kommer til at kræve fleksibilitet fra vores gæster, men mon ikke alle kan se det
positive i besøget.”


Direktør Per Olesen får det sidste ord: ”Jeg kan ikke undgå at blive imponeret. Besøg af så mange skibe stiller krav til økonomi og fleksibilitet. Men meget, meget hurtigt var alle involverede positive, og således byder 2018 på endnu en fantastisk attraktivitet.”

 

Evt. spørgsmål kan rettes til direktør Per Olesen, telefon 4027 0913 , mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.