Farverig ildsjæl starter kunstmesse

Tekst: Sanne Stenroos Hauschildt
Foto: Diverse fotografer

27-01-2016

Fuld fart på! Det er det, man tænker, når man taler med kunstner Else Friis Anderson. Hun har - og har i mange år haft - mange jern i ilden inden for mange forskellige grene på Nordfyn. Hun har blandt andet været medstarter af en golfklub, en civilhundeførerforening og meget andet, der stadig gør en forskel. Privat har hun fuldtidsarbejde og kan skrive blandt andet kunstmaler, skulptør og egentlig også iværksætter på visitkortet.

- Jeg lever og arbejder ud fra den filosofi, at et lokalsamfund ikke er ’bedre’ end de personer, der bor i det. Så derfor forsøger jeg at bidrage med mine ideer så meget, som jeg kan, for at vi fortsat kan have et rigtigt godt foreningsliv og et dejligt lokalsamfund, siger Else Friis Anderson.

Netværk for kvinder  

Bidrage, det må man sige, at Else gør. Lige nu er hun ved at stable en kæmpe kunstmesse på benene - selvfølgelig ud fra hendes egen filosofi om at bidrage til andre.

- Det er helt naturligt at Kunstmessen, der har fået navnet ”Eventyrlig Kunst”, er blevet til i samarbejde med Soroptimisterne Nordfyn, eftersom jeg selv er medlem af foreningen. Soroptimisterne er en verdensomspændende organisation, der arbejder for kvinders og pigers liv og rettigheder. Det er tanken, at vi med denne messe støtter Soroptimisternes arbejde og gør folk opmærksomme på os selv, og at soroptimisterne også er et professionelt netværk for alle erhvervsaktive kvinder. Samtidig skal kunstnerne udstille alle deres flotte værker, siger Else Friis Anderson.

Succesen lurer derude 

Allerede nu tegner kunstmessen til at blive en succes - udstillerne er i hvert fald mere end vilde med initiativet, og et par lokale sponsorer har også budt ind.

- Vi kan allerede nu melde udsolgt af stande, og messen er først den 9. og 10. april 2016 i HCA Boxen i Bogense. Vi har brugt det netværk, vi har, og har spredt budskabet til kunstnerne. Deres tilbagemeldinger har været yderst positive, så de 62 standpladser er blevet revet væk, og vi har måttet oprette en venteliste. Vi havde forsigtigt satset på, at vi kunne udleje 34, så det er gået over al forventning. Vi har trukket i mange tråde, vi er rigtig glade for den opbakning vi har fået, og alle tror på, at det bliver en kæmpe succes. Vi satser naturligvis på, at interessen for at besøge messen ”Eventyrlig Kunst” er lige så stor, som interessen har været fra udstillernes side, siger Else Friis Anderson.

Spred budskabet, tak!

Alle sejl er sat til, skibet er bygget og om få måneder lyder startskuddet, så nu er planlægning, fysisk arbejde og markedsføring af messen sat på fuld blus.

- Vi er gået i gang med at invitere i vores netværk og især også kunstforeninger på virksomhederne i området. Det er jo en enestående mulighed for dem at se så meget kunst på én gang og måske få lidt nyt med hjem til væggene, slutter Else Friis Anderson.

Og apropos vægge… så er der lige 280 plader, der skal bruges som skillevægge på messen, der skal nå at blive malet inden april måned. Så hvis nogen har lyst til at støtte op, svinge en pensel eller gøre noget andet godt for ”Eventyrlig Kunst”- messen, så skal de være meget velkomne til at kontakte Else Friis Anderson på telefon:  2682 4788.

 

Klik her og læs mere om messen Eventyrlig Kunst