Familierestaurant med mange planer på menuen

Cafe Laura i Otterup har, som mange ved, skiftet ejere. Og ja, det er en ægte familierestaurant, for det er mor og datter der nu serverer og er i køkkenet.

Tekst og foto: Ove Syberg
dato: 30.08.2017 
 

Ejerne foran facaden 

Mor, Anne Kjeller, sørger for at gæsterne opvartes, og datter Karina huserer i køkkenet.

Anne kender restaurationsmiljøet godt og har haft flere restauranter i Odense, blandt andet Bondestuen. Karina ved alt om hvordan man laver rigtig lækker mad, og hun har interesseret sig for det i mange år. Hun er uddannet social og sundhedshjælper, men det at lave mad er hendes store passion.

Af den grund har hun i mange år hjulpet i køkkenet på sin mors restauranter.

De forhenværende ejere af Cafe Laura var en søster og svoger, der fik for meget om ørerne. Så Anne og Karina følte det naturligt at overtage stedet. Og ja, så bliver det jo i familien.

De nye ejere af Cafe Laura

Mange nye planer at satse på 

Karina og Anne overtog Cafe Laura 1. august i år, og har jo af den grund ikke fået meget af turistsæsonen med. Men hvad gør man så med sådant et sted, når der ikke er flere turister i byen?

De fortæller, at de faktisk har en del planer og meget at satse på:

”Som noget helt nyt vil vi i gang med at lave pensionistmad, som også bliver bragt ud. Det vil være ganske traditionel dansk mad, der er rigtigt veltillavet, lige som ældre mennesker gerne vil have det. Det vil typisk være frikadeller, karbonader, hakkebøffer og lignende.”

Karina og Anne vil også satse på dagens ret:

”Flere har efterspurgt netop dagens ret. Der er mange, som gerne vil slippe for indkøb og madlavning, og så enten spise på cafeen eller tage maden med hjem. Mange enlige vil også vælge dette produkt, da det er ulige lettere når man kun er én der skal spise,” supplerer de.

En tredje ting, der skal satses på er events. Det kan være forskellige ting, hvor man både kan købe billet kun til eventen, eller man købe spisning med.

De uddyber samstemmende:

”Events kunne være foredrag, musik, modeshow, stand-up, eller alle mulige andre ting. Det skal være noget, der kan trække folk ud af stuerne om vinteren.”

Ejerne af Cafe Laura ved baren

Nyt menukort

Der blæser også nye vinde over Cafe Lauras madretter. Menukortet er meget anderledes i forhold til de forrige ejere, med mange danske retter og højt belagt smørrebrød. Burgere fås dog stadigvæk.

De nye ejere håber med det nye spisekort at kunne lokke lokale til at blive i Otterup og spise, i stedet for at de tager til Odense.

Forventningerne er høje hos Anne og Karina:

”Vi er sikre på, at når kunderne får øjnene op for stedet, så vil de komme og spise vores gode mad. Men vi glæder os til sommer, så vi kan prøve at drive cafeen i en hel turistsæson.”

 

Læs mere

Cafe Lauras Facebook-side