En bølge af unge i uddannelse

Tekst: Ide Seidelin
Foto: Ove Syberg
Dato: 27-10-2016
 

”Vi skal have skabt en bølge af nordfynske unge, der får en ungdomsuddannelse, ikke kun på erhvervsuddannelserne, men også på hhx, htx eller gymnasiet. Hvert ungt menneske, vi ikke får sat i vej med en videregående uddannelse, er en falliterklæring for os”. Så skarpt trækker Lars Bjørnsbo udfordringen for Nordfyn op.

 

lars bjørnsbo fra børn- og ungeudvalget

 

Lars Bjørnsbo sidder i Børn- og Ungeudvalget i Nordfyns Kommune (V) og er udpeget til bestyrelsen for Nordfyns Gymnasium. Og han slår til lyd for et øget fokus hos folkeskoler og Nordfyns Gymnasium for at få flere end de nuværende 30% unge ind i en gymnasial uddannelse. ”Gymnasiet er i høj grad en rugekasse for at få unge videre i uddannelsessystemet, hvoraf nogen senere i livet flytter tilbage til Nordfyns Kommune”.

Det er vigtigt at fastholde de unge i uddannelsen, så de holder ved og får eksamen. Det, der skaber det største frafald, er den lange transporttid ind til uddannelsesinstitutioner i Odense, fortæller Lars. Nordfyns Gymnasium er den eneste ungdomsuddannelse, som ligger i kommunen. Og som ligger centralt for mange unge. Derfor er det en oplagt mulighed for dem.

Der er dog en del, der ikke søger ind på gymnasiet, selv om deres karakterer er tilstrækkelige til at blive optaget.

”Jeg tror, vi skal være rigtig gode til at fortælle budskabet, at vi står klar til at modtage dem, om de har 5 eller 7 eller 9 i gennemsnit. Vi skal forklare dem, hvor store muligheder, der er bagefter med en gymnasial uddannelse. For vi kan se, at de unge, vi afleverer efter 3. g, har nogle rigtig nydelige gennemsnit. Så vores faglige niveau på gymnasiet er godt og solidt.”

Lars Bjørnsbo vil have flere til at benytte sig af mulighederne for en gymnasial uddannelse.

”Vi skal ud at markedsføre os, vi skal ud at banke på dørene. Fx har nogle af gymnasiets lærere været ude at deltage i workshops på bl.a. Bogense Skole. Og jeg ved, at lederen af Bogense Skole, Charlotte Juhl Andersen, har sat sig i spidsen for at være med til at øge søgningen til gymnasiet. Det er den bølge, vi skal have til at blive større og større”, afslutter Lars Bjørnsbo.