Digital Score… Hvad er det?

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 24-05-2017
 

De fleste virksomheder bruger i dag forskellige digitale platforme i deres markedsføring. Mange har deres hjemmeside som primær salgskanal, men også de sociale medier er for mange en primær eller sekundær salgsplatform.

Men lever virksomhedernes digitale platforme op til deres egne forventninger? Er de sat op og indrettet, så de virkelig fanger kunderne, eller er der rum for forbedringer?

Nordfyns Erhverv og Turisme har sat fokus på dette og er nu begyndt at bruge et program, der hedder Digital Score. To medarbejdere her i huset, SoMe-medarbejder Ida Sejer Clausen og webmaster Ina Larsen, er nu klædt på til at lave en analyse af jeres digitale platforme. De vil nu fortælle lidt mere om, hvad Digital Score er for en størrelse.

Ina og Ida

Hvad måler Digital Score? 

Digital Score er et redskab, der måler den enkelte virksomheds tilstedeværelse på de digitale platforme. Det vil sige steder som hjemmeside, Facebook, Instagram, LinkedIn, Twitter og så videre.

Systemet kigger bl.a. på, om der er video og billeder på siderne, hvor lange dine tekster er, hvad du skriver om, hvilke typer opslag du sætter på, og hvor mange der reagerer på dine opslag.

”På hjemmesiderne kigger vi på, om der er kontaktinformationer, er det nemt at finde rundt på siden, er der gode billeder af produkterne og så videre,” fortæller Ida og Ina.  "Duer hjemmesiden til at sælge, fanger den og får man lyst til at kigge videre på flere produkter og varer? Det samme gælder også de øvrige platforme, virksomheden benytter.”

digital score

Hvad er din digital score? 

Hvis I mener det er en god ide at få lavet sådan en analyse på jeres tilstedeværelse i medierne, kontakter I NEET. Så taler en af vores medarbejdere med jer, og vi finder sammen ud af, om I er klar til en rapport. Vær opmærksom på, at det kræver tid, penge og frem for alt vilje at forbedre sin digitale tilstedeværelse. Så det er vigtigt, at man vil tage sig tid til det. Hvis I er villige til at bruge tid på rapporten, laver Ina eller Ida en analyse, og efterfølgende aftaler vi, at vi kommer på besøg hos jer og læser rapporten sammen.

Her vil virksomheden få en score på mange forskellige parametre. På hjemmesiden vil det være ca. 25 parametre, og på hver af de øvrige platforme omkring 10 parametre. Alt i alt en ret detaljeret analyse, der fortæller rigtig meget om opfattelsen af virksomhedens markedsføring på disse medier. Det er en vurdering baseret på objektive kriterier, og når I har lavet forbedringer på siden, får I endnu en rapport med en ny score, så det fremgår, hvor meget der er rykket.

Det er ydermere sådan, at kriterierne er bygget op i forhold til hvilken målgruppe, virksomheden ønsker, om siderne er mobilvenlige og så videre.  

”Det er vigtigt at huske, at de digitale platforme er virksomhedernes ansigt udadtil, og de er tilgængelige hele døgnet. Og derfor betyder det noget at hjemmeside og sociale medier fungerer godt,” understreger Ina og Ida.

Rapporten er naturligvis fortrolig.

Hvordan får du et bedre resultat? 

Hvis det viser sig, at scoren inden for et eller flere parametre er lav, og virksomheden ønsker dem optimeret, så kan NEET’s konsulenter rådgive og hjælpe omkring, hvordan disse platforme kan optimeres.

Efter virksomhedernes digitale platforme har været igennem en sådan analyse, og at siderne er salgsoptimeret, skulle det gerne mærkes ved en øget omsætning. Det er i alt fald hele kernen i en sådan proces. "Naturligvis kan NEET ikke stille garantier for øget omsætning, men vi tror meget på processen, da der er stor forskel på virkning og salg, alt efter om hjemmesider og andre platforme fungerer godt eller ej," siger Ina og Ida.

Har dette vakt jeres interesse, så gi’ os et kald. Så tager vi en samtale om at få lavet en rapport.

Kontakt medarbejderne

Ida Sejer Clausen, tlf. 61 96 05 68

Ina Vildbæk Larsen, tlf. 61 96 05 67