Der er millioner derude!

Nordfyns Erhverv og Turisme var tirsdag i denne uge vært for et arrangement vedrørende fundraising. Tingstedet på Søndersø Rådhus var rammen, hvor de fremmødte virksomhedsledere og indlægsholderne mødtes.

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 2. februar 2017

Jørgen Bårris fra Nordfyns Erhverv og Turisme bød velkommen og fortalte om dagens program. Han præsenterede også NEET og fortalte om de mange ting, virksomhederne kan få hjælp og støtte til.

De tre indlægsholdere blev introduceret, med baggrund i emnet: At søge fondsmidler.

 

Henrik Thorsen til fundraising-møde 

Første mand på podiet var Henrik Thorsen, der er stifter og ejer af virksomheden Energy Cool. Henrik er serieiværksætter og har været involveret i mange innovative projekter. Han har et mantra der hedder

 ’’Tænk anderledes ’’, har stor succes, og kender ikke til Janteloven.

Hans virksomhed udvikler hardware og software til komponenter der giver en energibesparelse på op til 90%. Det er intelligente el-systemer, der blandt andet bruges i ventilation, aircondition og andre elektriske enheder.

’’Jeg var aldrig nået hertil uden fondsfinansiering’’ fortalte Henrik. Det har været helt afgørende for finansieringen af alle udviklingsprocesserne i virksomheden.

I Henriks første projekt søgte han 5 mio. kroner - og fik dem. Det var helt afgørende for den videre udvikling. Samtidig gør han opmærksom på, at der selvfølgelig også indgår egenfinansiering og eventuelle investormidler.

Han fortæller dog, at han ikke selv har overskud til hele tiden at søge midler i disse fonde. Han køber denne ydelse eksternt hos firmaet Fondsansøgning.dk.

’’Der ligger millioner derude og venter’’, sagde Henrik.

 

Else Dyekjær Mejer 

Næste indlægsholder var Else Dyekjær Mejer fra det Syddanske EU kontor. Else sidder til dagligt i Bruxelles og hjælper syddanske virksomheder med at få adgang til EU’s fondsmidler.

Hun fortalte om de muligheder, danske virksomheder har for at søge økonomisk støtte fra de mange forskellige fonde der ligger i EU.

Else arbejder meget med screening af fremsendte projekter, matchmaking af partnere, udvikling og markedsmodning. Hun fortalte videre, at der er mange penge at komme efter til udviklings- og innovative projekter, men at det basale skal være i orden, når man søger.

Der skal være en detaljeret projektbeskrivelse, og ikke mindst en skudsikker forretningsplan. Produktet eller for den sags skyld serviceydelsen skal være ny og ikke-eksisterende i markedet.

Hun understregede, at de midler hun arbejder med, er målrettet til små og mellemstore virksomheder.

 

Peter Klinge Søndergaard 

Sidste mand på scenen var Peder Klinge Søndergaard fra Fondsansøgning.dk. Firmaet hjælper virksomheder og foreninger med projektvurdering og selve søgeprocessen.

Det er en kompliceret sag at søge midler i disse fonde, og måske bare hvilken fond man skal satse på. Der findes en skov af forskellige fonde, både i Danmark og i udlandet, så det kan virke lidt uoverskueligt. Peder var dog klar i spyttet: ’’Det er ikke millioner, nej det er milliarder der ligger og venter på jeres ansøgning’’.

Et par råd fra Peder: Tænk en ansøgning tidligt ind i projektet. Ting tager tid. Tænk også medfinansiering ind i projektet. Hvor kommer de penge fra, som ikke kommer fra den søgte fond.

Der følger også en del projektadministration med i søgeprocessen, men er det tænkt ind, så går det som regel.

 

Er du virksomhedsejer/leder her på Nordfyn, er det nok værd at tænke over, om I ikke skulle søge disse midler, hvis der er et kapitalbehov i jeres virksomhed, og I har et udviklings eller innovationsprojekt.

 

I er velkommen til at kontakte os her på Nordfyns Erhverv og Turisme med spørgsmål, eller et ønske om at tale med en konsulent.

 

Læs oplæg fra mødet

Else Dyekjær Mejer: Fondsmidler fra EU

Peder Klinge Søndergaard: Fondsmidler til udvikling

 

Kontakt eksperterne

Peder Klinge Søndergaard: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Else Dyekjær Mejer: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.