Aktivt caféliv i Bogense

Cafélivet blomstrer i Bogense! Tag med til tre af de steder i byen, hvor gæster kan nyde god mad og drikke. Og ikke mindst den gode stemning, som de alle gør sig umage for at skabe.

Tekst: Bente Schmidt
Foto: Ove Syberg
01-09-2016 

Café Solo

 
Café Solo er en ny og hyggelig café i Bogense

 

”I skulle bare vide, hvilken pragtfuld café, vi sidder på.” Sådan skrev en gæst fra Aalborg i en sms til en ven i Nordjylland. Svaret kom prompte: ”Så må I være på Café Solo!”

Det er Dorte Sørensen, der med stolthed i stemmen fortæller den lille anekdote. Hun er forpagter af Café Solo, der åbnede i marts i år. Caféen ligger ved åen, og stemningen er både afslappet og utraditionel – her er alle møbler unikke og ikke to er ens. Caféen har plads til 50 gæster inden døre, og de skal føle sig velkomne. Derfor er Dorte Sørensen særlig glad for stemplet fra Handicapforeningen, der viser, at gæster i kørestol både kan komme i caféen og i den hyggelige gårdhave, hvor Dorte og de to ansatte byder på lette retter, god kaffe og hjemmebag. Café Solo er også åben for forskellige arrangementer og selskaber og leverer mad ud af huset.

Det var et stærkt ønske om at kunne sætte sit eget præg på arbejdslivet, der fik Dorte Sørensen til at tage springet fra tjener til selvstændig, og den beslutning har hun ikke fortrudt.  

”Opbakningen fra byen og forretningslivet har været suveræn, så jeg ser bestemt lyst på fremtiden. Vi har haft en god sommer, og jeg nyder at se, at mine ideer bliver ført ud i livet, og folk føler sig godt tilpas her,” siger Dorte Sørensen.

 

Café Onkel

Café Onkel åbnede i 2016 og har allerede stor søgning

 

I forbindelse med dametøjsbutikken, Mosters Butik, i centrum af Bogense finder du Café Onkel. Det er 16 år siden, at tøjbutikken slog dørene op, og butikken har ligget i den nuværende bygning siden 2008. Dengang blev baglokalet renoveret med tanke på en café. Det blev til Café Onkel, der åbnede i år på skærtorsdag, og nu er der for alvor kommet liv i bygningen og den smukke gårdhave.

”Det særlige ved Café Onkel er vores gårdmiljø og indretning i gammel fransk landstil. Vi har fokus på at være omkring gæsterne hele tiden, og hygge er det centrale for os. Vi hører da også fra vores gæster, at de føler sig hjemme hos os,” fortæller Grethe Ørgaard, der ejer caféen sammen med sin mand.

Caféen satser på få og enkle veltillavede retter. Hele menuen kan i øvrigt købes to go. Café Onkel har åben året rundt, dog med reducerede åbningstider i vintermånederne.

”Sommeren har været god for os. Vejret har ikke været til strandture, men mere til shopping. Så mens konen har handlet, har manden nydt en fadøl i gården, der stort set har været fuld hver dag,” griner Grethe Ørgaard, der føler, at hun med cafeen gør en forskel i forhold til at skabe nye arbejdspladser i byen og liv i Bogense året rundt.

Lunds Hotel

Lunds Hotel byder på lækkerier i deres lille café

 

Det er lige før, du sidder med fødderne i vandkanten, når du besøger caféen på Lunds Hotel helt ude på den ene mole i havnen. Morten Klostergaard og hans kæreste bestyrer hotellet og den lille café, der har åbent hver dag fra 14-18.

”Vi er et meget lille sted, og måske er vi i virkeligheden mere en kaffebar. Vi har ikke det store menukort, for vi har ikke åbent til frokost og aften, men hos os kan du købe kaffe og kage eller nyde vores udvalg af specialøl og vin og spise tapas eller nachos til. Om sommeren har vi udvidet åbningstiden og byder på et lidt større udvalg til frokost,” siger Morten Klostergaard, der ser caféen som et godt tilbud til både hotellets gæster og alle, der bor i Bogense.

Hotellets beliggenhed er det særlige ved stedet, og når der er aktiviteter på havnen eller på torvet, er der ekstra travlhed i caféen. Jazz på havnen og Rosenfestivalen tiltrækker mange gæster, der nyder musikken og en god øl eller et glas vin.

”Vi er først og fremmest hotel. Det er vores primære forretning, og caféen er en del af det. Nu stilner sæsonen langsomt af, og vi kigger frem mod næste sommer. Vi tager et år ad gangen, og måske skruer vi lidt mere op for blusset i forhold til åbningstider næste år,” siger Morten Klostergaard.

 

LÆS MERE:

Café Solo

Café Onkel

Lunds Hotel og café