Bliv frivillig og få lokalt netværk, fællesskab og glæde


Det danske foreningsliv er bygget op omkring frivillige ildsjæle. Mennesker, der ønsker at bidrage med deres engagement og tid for at gøre en forskel for andre – og måske også for sig selv i sidste ende. For som en af de frivillige ildsjæle på Nordfyn, Bente Domino, siger, så giver det en helt fantastisk følelse at være frivillig i en god sags tjeneste.

Tekst: Christina Boel Pedersen
Foto: Ove Syberg
21-04-2016

 


’En god sags tjeneste’ kan være mange ting. Det kan være den lokale idrætsforening, det kan være loger og sociale netværk, det lokale forsamlingshus, politiske foreninger, patientforeninger eller fx enkeltstående eller tilbagevendende events. Bente Domino fra Otterup er engageret i sidstnævnte kategori, nærmere bestemt Stafet for Livet på Nordfyn, som er en event under Kræftens Bekæmpelse.

 

Det kan ikke forklares med ord. Det skal opleves.

Bente er formand for Stafet for Livet Nordfyn på andet år og frivillig på fjerde. Det var egentlig et tilfælde, der fik Bente til at melde sig som frivillig ved netop Stafet for Livet:

”Jeg læste en artikel i en af de lokale ugeaviser, hvor der stod, at de manglede frivillige. Jeg er opdraget til, at man hjælper og laver frivilligt arbejde, og det kombineret med, at en ung pige i mit område netop var gået bort som følge af kræft, fik mig til at melde mig,” fortæller Bente Domino. På spørgsmålet om, hvad hun får ud af det, svarer hun: ”Jeg kan faktisk ikke forklare det med ord. Det skal opleves. Du bliver nærmest høj bagefter, og fyldt med en masse taknemmelighed og glæde.”

Bente oplever, at de frivilliges drivkraft er meget forskellig: En blev frivillig, fordi hun var arbejdsløs. En anden havde et barnebarn, der var syg af kræft. ”Hver person har sine grunde, og alle grunde er lige gode,” siger Bente.

 

Konkret får man som frivillig erfaring med den type opgaver, man påtager sig – det kan være organisering, logistik, fundraising, kommunikation og helt lavpraktiske opgaver som at sælge mad eller stå i en tombola. Og så får man også et stærkt lokalt netværk, som dækker hele Nordfyn.

 

Mangel på frivillige hænder

Gode grunde til at være frivillig er der altså nok af. Desværre oplever både Bente og Stafet for Livet Nordfyn og andre lokale foreninger, at det er svært at tiltrække alle de frivillige hænder, der er brug for. I Nordfyns Kommune er der over 125 frivillige foreninger, så der er nok at vælge imellem, hvis du gerne vil bidrage med lidt tid i en god sags tjeneste.

 

Vær med til at gøre Stafet for Livet Nordfyn til en succes

Helt konkret efterlyser Bente Domino tovholdere til Hold-gruppen og Sponsor-gruppen. ”To eller flere personer kan sagtens deles om posterne,” fortæller Bente, og fortsætter: ”Som tovholder bliver man en del af styregruppen i Stafet for Livet Nordfyn, hvor vi er 10-12 personer. Som tovholder skal man være opsøgende, og man skal kommunikere med sit hold af frivillige, så er der noget ansvar i det.”

Når selve eventet Stafet for Livet løber af stablen d. 10.-11. september 2016, skal der helst være i alt 30-40 frivillige til at løfte opgaven – og ikke mindst oplevelsen. Kontakt Bente Domino på tlf. 28 51 35 23 eller e-mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., hvis du vil høre mere om de forskellige opgaver og arbejdsgrupper.

 

Læs mere om Stafet for Livet her: https://www.stafetforlivet.dk/stafet/nordfyn


Mærk følelserne, nærværet og næstekærligheden på egen krop, se videoklippet om Stafet For Livet her: http://www.youtube.com/watch?v=DJG-uRtgJGc


Følg Facebook-side Stafet for Livet Nordfyn her: https://www.facebook.com/StafetForLivetNordfyn/