Aldrig har vi været så mange

I går mødtes 140 mennesker i Bogense for at høre Hans Engell samt se, hvem der blev årets virksomhed, årets iværksætter og årets sociale virksomhed på Nordfyn. Før det skete, skulle der lige afholdes en generalforsamling, hvor det vigtigste punkt, nemlig fremtiden for turisme og erhverv skulle drøftes og vedtages. Kunstværket til årets virksomhed ses herunder. Og læs mere om aftenen i det efterfølgende.

Af Birger Munter
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
05-02-2015

Tirsdag eftermiddag og hele onsdag var erhvervskontoret næsten tømt for personale. Der blev mast på for at gøre klar til alle 140 tilmeldte gæster til aftenens generalforsamling med efterfølgende indslag og uddeling af priser.

Allerede mellem 17 og 17.30 havde de første indfundet sig for at få gode pladser, og 18.05 startede aftenens første punkt, nemlig generalforsamlingen.

Nordfyn Erhvervs formand overtog podiet med bestyrelsens beretning, som var kort og præcis, og som mest handlede om de opgaver, som erhvervskontoret har arbejdet med i 2014. Derudover det faktum, at Nordfyn Erhverv er den næststørste erhvervsforening i Danmark målt på indbyggere. I dag med 540 medlemmer. Også fremtiden blev berørt, og det er håbet, at det tætte samarbejde, der har været mellem erhverv og turisme de seneste år, vil blive styrket med det nye samarbejde, men mere om det ved præsentation af forslagene til nye vedtægter.

Efter regnskabsgennemgang blev der foreslået nye vedtægter, og efter vedtagelse blev budget gennemgået og uændrede kontingenter vedtaget. De medlemmer, der var på valg, blev genvalgt, og kl. 19.15 var generalforsamlingen gennemført, og Hans Engell gik på podiet.

Valg den 9. juni 2015

Med fast stemme og en god portion humor lagde Hans Engell op til, at der var tre mulige valgdatoer, hvor én af disse med ”garanti” ville blive valgt. Enten tirsdag den 26. maj, tirsdag den 2. juni eller tirsdag den 9. juni.

Skribenten af dette indlæg tror på den 9. juni, efter grundlovsdagen, hvor det er 100 år siden, kvinderne fik valgret.

Hvad Hans Engell også havde en mening om, var, at Dansk Folkeparti går i regering efter valget. Og så mente han også, at det ikke var utænkeligt, at Thorning kunne vinde igen på trods af alle meningsmålinger.

Hans Engell var bestilt til 30 minutter, men engagementet løb af med foredragsholderen, så det meste af en time gik. Men et godt indlæg, der høstede stort bifald.

Herefter var det store øjeblik, hvor vinderen af den nordfynske virksomhedspris skulle udpeges.

Ud af de tre kandidater valgtes Højgård Hestehospital, og én af ejerne, dyrlæge, Michael Hansen, modtog, synlig overrasket og glad, det kunstværk, som var indkøbt til vinderen.

Herefter var det den nordfynske iværksætterpris, der skulle uddeles, og også her havde bestyrelsen valgt en god kandidat, som passer fint ind i de stærke kompetencer, der er på Nordfyn, nemlig kvalitetsfødevarer. Det blev De Fynske Gårde fra Morud, og ejeren Kristian Kyed modtog et maleri fra en lokal maler og et diplom med motiveringen.

Den sociale pris, som uddeles af Nordfyns Kommune, blev motiveret af formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Kim Johansen og overbragt Poul Rasmussen A/S i Otterup.
Tre gode kandidater fik en berettiget anerkendelse for deres holdninger og erhvervsmæssige formåen i det nordfynske område.

Efter 2,5 time var maverne begyndt at rumle. Nordfyn Erhverv, havde, ligesom sidste år, fået Søndersø Produktionshøjskole med elever til at lave mad. En anderledes, men spændende menu, blev serveret for de 140 deltagere. Asiatisk inspireret mad på nordfynske fødevarer lyder meget eksotisk, og det var det også. Godt krydret med mange forskellige farver, så det var en fornøjelse at spise menuen og nyde et glas dertil.

Det forhindrede dog ikke deltagerne i at tale med hinanden, og det blev der gjort i rigt mål således, at erhvervskontorets personale først kunne lukke og slukke 23.30.
Vi kørte alle fra UpN i Bogense med en god fornemmelse af, at årets deltagere havde fået en god oplevelse denne onsdag, og i dag er det atter hverdag igen.


Læs referat fra generalforsamlingen her

Se diplom til årets virksomhed her

Se diplom til årets iværksætter her