PRESSEMEDDELELSE  -  11.05.2017

Succes gentages: Maritime oplevelser og legeunivers til Havnens Dag


Havnens Dag: Bogense Havn og Marina er én ud af de omkring 75 danske lystbådehavne, der lørdag d. 10. juni åbner havnen i anledning af Havnens Dag. Der vil være et hav af gratis maritime oplevelser til alle aldersgrupper – både til vands og til lands. Det er anden gang, at Bogense Havn og Marina er med i den landsdækkende begivenhed, som i år blandt andet krydres med besøg af Legeskibet. Du kan desuden deltage i maritime aktiviteter i naturskønne omgivelser ved Sejlklubben Egensedybet.

 

Gratis aktiviteter for alle
Havnenes Dag er for alle. Man kan gratis prøve en række forskellige aktiviteter hos aktørerne ved Bogense Havn og Marina – både til vands og til lands. Blandt aktiviteterne til vands kan man fx eksempel komme ud på vandet i en sejlbåd, en jolle, en kajak, på et ‘stand up paddle’-board, ombord på en ”åben båd” eller tage på en havnerundfart, fra Bogense Marina til Den Gamle Havn. De friske vandhunde kan også tage en dukkert i vandet ved Bogense Søbad og slutte af med en saunagus. Til lands kan du smage lækker muslingesuppe, købe fisk på auktion på ægte vestjysk maner, gå på luksuskræmmermarked, prøve at kaste en fiskesnøre, undersøge havets liv i vandkanten, lade dig underholde med jazzmusik og meget andet.


Gentager sidste års succes
“Vi er meget stolte af at kunne afholde Havnens Dag for andet år i træk. Sidste års arrangement var en succes, så vi glæder os meget til at byde både nye og tidligere lokale gæster velkommen på havnen lørdag d. 10. juni og lover, at vi har en masse spændende aktiviteter klar til dem – både til vands og til lands” siger Thomas Fløjborg-Lading, Maritim Leder, Bogense Havn og Marina.


Legskibet igen på besøg
Et af de nye indslag til dette års Havnens Dag er et besøg af det populære Legeskib. Legeskibet ligger ved kaj i en hel uge henover Havnens Dag, der denne dag afholder Store Legedag.
- ”Vi ser frem til, at vi igen får besøg af Legeskibet, der sidste sommer var en kæmpe succes på marinaen i Bogense. Skibet afholder deres Store Legedag på samme dag som Havnens Dag, deres største dag, hvor deres helt unikke univers med sjove aktiviteter og legeredskaber for alle udfoldes på store dele af marinaen. De dygtige, uddannede legematroser kan få selv de mest teenageramte til at engagere sig i aktiviteterne”, siger Tina Beck Brems, Eventkoordinator, Nordfyns Erhverv og Turisme.
Kom og besøg Havnens Dag i Bogense og mærk suset, duften og energien i det Maritime Miljø. På Nordfyn kan du også opleve Havnens Dag ved Sejlklubben Egensedybet. Havnens Dag er gratis at deltage i.

 

Se program og læs mere om Havnens Dag på visitnordfyn.dk

 

Kontakt
Bogense Havn og Marinas lokale Vild med Vand-tovholder:
Thomas Fløjborg-Lading tlf.: 24 60 27 14 eller email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Tovholder på Havnens Dag i Bogense:
Tina Beck Brems, Nordfyns Erhverv og Turisme, tlf.: 51 78 88 63 eller på e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Bag om Havnenes Dag
Havnenes Dag er en del af projekt Vild med Vand, som Dansk Sejlunion og Foreningen for Lystbådehavne I Danmark (FLID) står bag. Projektet har til formål at gøre det lettere for danskerne at udleve sine maritime drømme gennem oplevelser i, på og omkring vandet i lystbådehavnene ved at åbne lystbådehavnene op og gøre dem til lokalt samlingspunkt for oplevelser, fællesskab og vandaktiviteter for enhver smag.
Læs mere på www.vildmedvand.dk